Sluppen Ruth

Fra Roskilde til Holbæk

Ruth skulle på bedding i Holbæk for at blive set efter i bunden. Derfor blev bededagsweekenden afsat til at sejle Ruth fra Roskilde til Holbæk. Den tur må da kunne klares på tre dage...

Fredag den 4. maj blæste der en laber brise fra sydvest. Vi lettede fra museumshavnen klokken 11:00 og alle sejlene blev sat henover yderbredningen. Det var som sædvanlig topsejlene, der trak, da vi skød op igennem Skovrenden.

Klokken 14:30 passerede vi Kronprins Frederiks Bro for en jævn sydvestlig brise og med en knobs modstrøm.

Her har Ruth lige passeret Dyrnæshage [større foto]

Men da vi kom op i bredningen ved Frederiksværk, gik vinden over i ren vest og løjede lidt af. Disse forhold gjorde det både nødvendigt og muligt at passere Kulhusrenden ved hjælp af vores sydamerikanske gummibåd.

Nedenstående GPS spor viser hvordan vi først krydser mod vest i bredningen og senere forcerer renden med maskinkraft. Vel igennem renden tog vi et langt ben mod syd og et lige så lang mod nord for at komme til dagens destination - Rørvig bugt.

Desværre mangler noget af sporet: Da vi kom af renden krydsede vi først nogle gange mod vest før vi tog det lange ben mod syd. Det var for at sikre, at vi kom vel klar af Alholm.


Vis stort kort

Vi ville absolut hen på Rørvig siden af fjorden, fordi vejrmeldingen lovede kraftig vestenvind dagen efter. Og det fik vi da også! Men det var ingen hindring for en kort men dejlig tur sydpå til Orø om lørdagen.

Søndag løjede vinden af igen og gik over i nordvest, så det var helt uproblematisk at sejle ind til Holbæk.

Ruth hales på bedding i Holbæk den 7. maj 2012

Ruth på bedding i Holbæk

Ruth ser noget medtaget ud i vandlinien

Denne side er sidst opdateret den 07-05-2012.