Sejlegenskaber
Her ses alle 3 forsejl - fok - klyver & jager - arbejdende i harmoni med hverandre
Mange mennesker - i særdeleshed moderne sejlsportsfolk - har spurgt sig selv om, hvordan sådant et gammeldags fartøj i grunden opfører sig under sejl.
Hvordan i alverden går det an - udelukkende for sejl - at sejle ud og ind af mindre havne med næsten 30 tons?
Er det ikke "farligt"? - er det ikke meget svært? - hvor mange skal man være ombord for at kunne beherske de mange sejl - de 36 forskellige hal - de tunge ankre...
Uden vind kommer Ruth ingen vegne - idyl på Kattegat
Ovenstående emner stiller naturligvis også spørgsmål som "Skibslauget for Sluppen Ruth" har stillet sig selv talrige gange - fordi der jo ikke mere findes søfolk, som kan fortælle noget præcist om, hvordan en "Danmarksslup" bør sejles.
Dengang Ruth var ung for 150 år siden - sejledes fartøjet af Skipper, hans kone og en ung mand!
Lejlighedsvis hjalp passagerer til med til håndteringen, - men vi i Lauget har i lang tid ikke kunnet forstå, hvorledes så få mennesker har kunnet håndtere så tunge grejer som befinder sig ombord på Ruth!
(Til eksempel vejer storbom - storsejl - gaffel og tilhørende blokke og tovværk,
op mod 1/2 ton tilsammen - og der er - bortset fra ankerspillet - ikke spil ombord på Ruth - alt foregår ved hjælp af blokke)
Vi er normalt 5 mand ombord - 6 er snarere det idéelle - fordi der skal arbejdes!
Det som vi, efter års tankevirksomhed og masser af sejladser, har fundet ud af,
er egentlig ret simpelt.
"Ruth kræver plads" - "Ruth kræver tid" - og "Ruth kræver en rolig besætning"
Disse udsagn kræver nærmere forklaring.
Sådan sejledes Ruth (måske)
i gamle dage
Ruth kræver plads!
Ruth er fra en tid hvor der var masser af plads - forstået på den måde, at det var yderst sjældent at fartøjet vovede sig ind i en traditionel havn.
Der var normalt masser af manøvreplads på de åbne strande som Ruth besejlede!
Ruth kræver tid!
Dengang havde man tid til at vente på "gunstig vind".
Ingen Skipper ved sit fulde fem tænkte på at lette anker fra en kyst med megen pålandsvind - "Det bliver altid anderledes" - var det meget brugte motto blandt den tids søfolk - og det blev jo også altid anderledes!
Liggende trygt for et eller to ankre - "da vidste man hvad man havde".
Når så vinden blev gunstig - ja, så lettede man anker, og stak til søs!
Ruth kræver en rolig besætning!
(Vi lader i det følgende som om der kun er 3 mand ombord)
Når Ruth er let - når der vel at mærke er plads nok! - så er det at sætte sejl en ganske afslappet affære!
(eller burde være det...)
Fartøjet er yderst stabilt - der er masser af plads på dæk - derfor kan besætningen i ro og mag hejse storsejlet - med udslækket skøde.
Med gaffelrig er det nemlig ikke nødvendigt at lægge skibet i vindøjet for at sætte storsejl.
Roret kan i princippet være ubemandet - skibet vil nemlig med sin lange køl langsomt lægge sig i vinden - og vente på hvad der så skal ske...
Næste sejl som hejses er fokken - igen, stille og roligt.
Nu kan der i princippet sejles - men det nemmeste i situationen vil være - på forhånd - at have udvalgt den klyver som passer bedst til vindstyrken - sætte den - og skøde en smule hjem på storsejlet, så skibet ikke falder af for vinden.
Watersejlet udfylder tomrummet under storsejlet og forhindrer at vinden smutter under bommen - ét af de mange små fif til kapsejlads.
Når alle 3 sejl er sat forsvarligt, først da går rorgængeren til roret.
Skibet har indtil dette tidspunkt nærmest ligget stationært - derfor er det tid for at få
styrefart - og dette kræver erfaring.
Der tages en smule hjem på forsejlene - for at få skibet til at falde af for vinden.
Et øjeblik efter tages der langsom hjem på storsejlet - således at overgangen fra "sidelæns sejlads" til fremadrettet sejlads foregår umærkeligt.
Indenfor et par minutter vil fartøjet have opnået styrefart - nu skal der sættes kurs , og sejlene trimmes efter den ønskede kurs.
Dette scenario beskriver hvordan skibet kunne have været sejlet med 3 mand for 150 år siden.
Det kræver en dygtig Sømand at rigge Watersejlet til...
Sådan er det ikke i dag
Roskilde Museeumshavn er ganske lille - farvandet umiddelbart udenfor er snævert og fyldt med grunde - der er en del trafik af store og små fartøjer - og man bør huske på at fartøjet kun kan manøvreres for sejl.
Ethvert sejlskibs uundværlige venner - Duc d'alberne - er forlængst forsvundne.
Så det med at forhale fra Duc d'albe til Duc d'albe er ikke muligt.
Skibslauget bruger derfor allehånde "trick" for at komme ud fra havnen!
Nogengange "løber" vi skibet ud...
6 mand som "løber" og skubber fra broen kan ofte give så megen styrefart at vi kan sejle ud fra havnen på opskuddet, og skyndsomt sætte sejl.
Andre gange sætter vi fulde sejl i havn - og sejler direkte ud...
Her må man huske på, at 5 skibslængder fremme ligger en stor stål-damper, Turistskibet "Sagafjord"!
Den må under ingen omstændigheder rammes - derfor udfører vi ofte manøvrer som skibet aldrig har været tiltænkt at udføre.
Ved modvind i havnehullet fører vi en over hundrede meter lang trosse tværs over løbet, og forhaler skibet over i vindsiden - for dér at sætte sejl.
Topsejlet står perfekt - dette sejl er uundværligt i let vind
Anløb af Roskilde Museeumshavn er om muligt endnu mere nervepirrende!
Vi bjærger som regel sejl i "sidste øjeblik" for at bevare styrefart - (som bør ligge omkring 2 knob) - men med næsten 30 tons opskud gælder det samtidig om at kunne bremse i tide!
Havnen er normalt fyldt op med større og mindre Vikingeskibe - som meget gerne vil have sig frabedt at "blive trykket"...
I selve havnehullet kastes et anker som har fat i bagbords forreste pullert.
Ved at "skranse" på pullerten opnåes en bremsevirkning som på samme tid tvinger skibet rundt i den snævre havn - en såkaldt "håndbremsevending".
Skibet sejler altså ind i den lille havn med klyverbommen forrest - vender rundt på "en tallerken" og ender langs kajen med klyverbommen pegende udad!
Indtil dato har vort gode anker "bidt sig fast" hver gang - mange mange gange - men den dag det ikke...
Hvor godt går skibet til vinden?
Hvor hurtigt sejler det?
Ruth er en meget gammel konstruktion.
Langkølet - og derfor ikke i besiddelse af det moderne mennesker kalder en "rigtig" køl - der findes derfor ingen tung køl som stikker dybt ned i vandet...
Skibet sejler fremad, fordi dets længde er så meget større end dets bredde - men det står naturligvis ikke så "fast" i vandet som en moderne finnekøl gør!
Skroget er "underløbet" - hvilket vil sige, at det stikker væsentlig dybere under hælen end forude, nemlig dybgang ved stævn, 142 cm. og dybgang agter 172 cm.
Rorbladet er meget stort, og dette er med til at "sejle højde" når skibet er trimmet rigtigt - det er nemlig "hælen" og roret som bider sig bedst fast i vandet ved bidevinds sejlads.
Under normale omstændigheder kan Ruth gå ca. 60 grader effektivt til vinden.
Det betyder at man sagtens kan krydse op mod vinden i denne ældgamle konstruktion.
Og så har vi endnu ikke fortalt om farten! - Ruth sejler nemlig forbløffende hurtigt.
Dette er ikke snyd! - dette fif kræver blot to bådshager bundet sammen, for at spile fokken...
På skarp bidevind - hvor vi rigtig "piner" hende - dér er farten ikke noget at skrive hjem om!
Men så såre der kommer lidt slæk på skøderne sejler skibet usædvanlig hurtigt.
Skroget er særdeles skarpt UNDER vandlinien - og da der hverken er skibsskrue eller udskæring i roret, taler vi om et uhyre letdrevet fartøj - i særdeleshed på læns.
Til illustration af dette udsagn tjener følgende kendsgerninger:
"Fyen Rundt" Kapsejlads for gamle Træskibe - 2006 - her var Ruth bl.a. sat i løb med de Sydfynske farvandes mest frygtede (og vindende) båd - Toldkrydsjagten "Viking" af Svendborg.
Eftersom vi ikke har maskine - kom vi et kvarter for sent til starten!
Meen - da vinden gradvis drejede mere og mere agterover fik vi - og feltet læns.
Ruth sejlede majestætisk op gennem HELE feltet - overhalede til slut "Viking"
(vi kunne høre dem skære tænder...) og gik i mål som en flot og ubestridt nummer eet - også foran langt større skibe i de andre løb!
Det smørrede grin på rorgængers ansigt skyldes at Ruth netop har overhalet! Toldkrydsjagten "Viking" - under kapsejladsen "Fyen Rundt for gamle træskibe" juli 2006
Vi har et par gange medbragt en GPS for at checke vor beholdne fart - og til dato har det bedste vi har set været 9,2 knob - over grunden!
Skibets "normale" hastighed med fulde sejl, og omkring 6-8 sekundmeter, ligger på 6 til 7 knob - men så bør man dog også erindre sig, at vi blot sejler omkring med 8 tons jernbarrer som ballast - og ikke med de 20 til 25 tons last, som skibet oprindeligt var konstrueret til at bære.
Det er en oplevelse at stå ved den over 3 meter lange rorpind!
Mærkværdigvis er skibet uhyre trimfølsomt - og hvem skal nu have troet det?
"Det sejler som en jolle" er udbrud jeg ofte er kommet med.
Fordi det virkelig ER rigtigt!
Med alle sejl sat - og trimmet således at disse arbejder sammen - da er skibet på kryds i mellemluft nemt at styre med "3 fingerspidser" på rorpinden - det er sådan Ruth sejler...
Men til sejlads hører også evnen til at ophøre med sejladsen!
Her er Ruth fuldstændig afhængig af sine to massive Stokankre, med hundrede meter tung jernkæde.
Disse ankre er en "sikker havn" dér hvor der ikke er havn...
Ruth ligger nemlig ofte for anker.
Ankerspillet - som normalt betjenes af to (granvoksne) mænd, trækker let 10 ton såfremt dette måtte være nødvendigt (og det kan det godt - hvis Ruth undtagelsesvis løber på grund - men det taler vi ikke mere om...)
Denne side er sidst opdateret den 18-05-2008.
|