Sluppen Ruth

Stregtegning af Ruth (sejlplan)

Skibsdata

Bygget Svinør, Norge i 1854
Byggeværft Skibsbygmester P. Villumsen
Materiale Eg og Fyr
Skibets type Slup
Tonnage NT 15,26 t
BT 19,62 t
TM 45,5 t
Deplacement 27 t
Ballast 7,6 t (støbejernsbarrer)
Længde over alt 20,2 m
Skrog længde 14,5 m
Vandline længde 12,2 m
Bredde 5,0 m
Dybgang 1,75 m
Højde over vandline 18,8 m
Sejlareal Storsejl 72,2
Forsejl 19,4
Topsejl 25,5
Lille Klyver 7,5
Mellem Klyver 16
Store Klyver 24,0
Jager 12,5
Totalt 153,6

Sejlene er lavet af bomuld eller hør, med hampelig. Der er mere end 600 meter manila tovværk til løbende rig og 36 forskellige hal til betjening af sejlene. Skibet styres med en rorpind som er mere end 3 meter lang.

Skroget

Fartøjet er særdeles skarpt i vandlinien - en byggemåde som stiller store krav til skibstømrerne

Ruth skulle gerne en tur på land hvert andet eller 3. år - for at sikre at fartøjet stadig er i forsvarlig stand til at stikke til søs - udenfor Roskilde Fjord. I 2006 havde Lauget bemærket, at der skulle pumpes dagligt - ikke noget alvorligt - men alligevel. Samtidig mente vi at rorløkkerne (hængslerne som roret hænger i) var temmelig slidte.

Nu er "damen" jo ret tung - og kan ikke lige komme på bedding i nærheden af Roskilde Havn, derfor gik turen - for sejl naturligvis - til Hundested, hvor man råder over store beddinger med tilhørende kraftige skinne-vogne. Det viste sig heldigvis, at utætheden var koncentreret ved en samling i stævntræet. Denne utæthed blev herefter - af Vikingeskibsmuséets bådbygger - kradset ud, og efter gammel skik, "beget" med Flydende, kogende beg. Samtidig blev en et mindre stykke bordplanke over vandlinien ved hækken skiftet ud.

Ruth har et meget stort ror som stikker en halv meter dybere end stævnen - dette giver godt bid i vandet under kryds.

Rorets hængsler var ganske rigtigt slidte - men der var heldigvis overflod af metal i både pinde og hængsler - så meget, at der med det nuværende sejladsmønster formentlig vil være "metal nok" til de næste 25 år...

Det var en lettelse at se, at Ruth var i fin stand under vandlinien - om end en smule "kølsprængt" - som flertallet af meget gamle større træskibe.

Kølsprængning er ingen "sprængning"! - det fremkommer fordi den midterste brede part af skibet har langt større opdrift end de skarpere ender af fartøjet - d.v.s. at opdriften midtskibs "løfter" mere end enderne gør. Når denne situation vedbliver i masser af år, vil skibet langsomt men sikkert få en køl og et skrog som er opadbøjet mod vandlinien midtskibs - dette er måske synligt på nedenstående foto.

Her ses tydeligt at Ruth er en klassisk langkølet konstruktion

Det er ikke decideret farligt - blot skal situationen holdes under opsyn - så den ikke udvikler sig! I Hundested blev skibets bund tilslut malet med "Bravo" - gammeldags rød bundmaling - skroget fik en gang sort halvblank maling - og så var Ruth klar igen!

Denne side er sidst opdateret den 18-05-2008.