Sluppen Ruth

Standerhejsning og prøvesejlads 2012

Der var 8 - 10 m/s vind fra øst til årets første sejltur, søndag den 29. april 2012.

Det er ikke så ofte at vinden er fra øst. Og Ruth lå ikke på sin sædvanlige plads. Derfor måtte hun forhales midt ud i bassinet og afgå derfra for en dobbeltlagt fortøjning.

Sluppen "Ruth" med storsejl, fok og mellemklyver sat - Roskilde fjord 2012

Pga den friske brise valgte vi at sætte mellemklyver. Ruth kunne måske nok have båret storklyver, men vi så ingen grund til at udfordre mandskab og rig på årets første tur.

Turen gik vest om Elleore og fortsatte mod nord i bredningen. Derfra sejlede vi til Boelund, hvor vi kastede anker og faldt til ro. Efter en velfortjent frokost og en god debat om den kommende pinsetur, var det på tide at vende stævnen hjemad.

Under hjemturen mødte vi hovmesterens nye båd "Smut", hvorfra ovenstående billede blev taget.

Ruth på vej i havn - for fulde sejl

Under hjemturen indøvede vi den kommende havnemanøvre - ikke så meget fordi det var årets første tur - som fordi vinden den dag kom fra en usædvanlig retning.

Således vel forberedt, sejlede vi i havn med alle sejlene sat. Det blev et perfekt anløb.

Denne side er sidst opdateret den 30-04-2012.